Sens4 vinder patentsag anlagt af amerikansk teknologivirksomhed

Pressemeddelelse


Hellebæk, – 9. april, 2025:  Den 20. november 2024 frifandt Sø- og Handelsretten den danske teknologivirksomhed Sens4 A/S i det hele for en påstået patentkrænkelse anlagt af det amerikanske børsnoterede teknologiselskab MKS Instruments Inc. (Nasdaq: MKSI).


Den 9. april 2024 indledte MKS Instruments en sag om midlertidigt forbud med påstand om, at Sens4 havde krænket det danske patent DK/EP 3781918 og – senere i sagsforløbet – også den danske brugsmodel DK 2024 00047. Den 20. november 2024 afsagde Sø- og Handelsretten kendelse, hvorved Sens4 blev frifundet i det hele for de af MKS Instruments nedlagte påstande. MKS Instruments valgte ikke at appellere kendelsen til landsretten, hvilket gjorde afgørelsen om nægtelse af midlertidigt forbud endelig. Derudover blev MKS Instruments pålagt at betale sagsomkostninger på 2,2 mio. kr. til Sens4. Den 18. december 2024 appellerede Sens4 sagsomkostningsbeløbet til landsretten med henblik på en forhøjelse. Landsretten traf den 31. marts 2025 kendelse i denne sag, og afsluttede herved sagen endeligt.

"At vinde denne sag er en stor og vigtig sejr for Sens4," udtaler Ole Wenzel, direktør og grundlægger af Sens4. Han fortsætter: ”MKS Instruments' postulater om patentkrænkelse var efter vores opfattelse, helt grundløse og baseret på forkert forståelse af både kendt teknologi og Sens4’s teknologi."

Sagen vedrører et Pirani-vakuummålerkredsløb, et vakuummåleprincip oprindeligt opfundet i 1906 af Marcello Pirani. I 2018 begyndte MKS Instruments at opbygge en patentfamilie vedrørende en specifik metode til at tilslutte Pirani sensoren med en modstand.

Sens4 har gennem de seneste år revolutioneret markedet for vakuummålere med sine banebrydende produkter og et paradigmeskifte drevet af avancerede beskyttende sensorcoatings anvendt i MEMS Pirani-transducere. Disse coatings har udvidet anvendelsesmulighederne for MEMS Pirani-sensorteknologi, som traditionelt har været domineret af konvektionsbaserede vakuummålere.

”Som innovativ virksomhed er vi meget opmærksomme på at skabe nye unikke løsninger og forbedre mulighederne for anvendelsen af Pirani-sensor teknologien, og i den forbindelse er vi naturligvis også meget opmærksomme på evt. opfindelser, som vores konkurrenter frembringer” siger Ole Wenzel. Han fortsætter: "Sens4’s fokus er at levere værdi til vores kunder gennem innovative produkter, korte leveringstider, fair prissætning og en urokkelig forpligtelse til de højeste etiske standarder i alt, hvad vi gør."

Den 1. maj 2024 indledte MKS Instruments en hovedsag ved Sø- og Handelsretten vedrørende blandt andet krænkelse og gyldigheden af MKS' rettigheder. Denne sag verserer fortsat.

MKS Instruments havde i 2024 en global omsætning på 25 milliarder danske kroner.

Sens4 har gennem sagen været repræsenteret af advokatfirmaet Plesner og patentrådgivningsfirmaet Inspicos.

 Download pressemeddelelse >

Sens4 vakuummåling

Om Sens4

Sens4 A/S er et mindre dansk teknologiselskab, grundlagt i 2017, der udvikler og fremstiller udstyr til måling af vakuumtryk. Sens4’s produkter anvendes til måling og styring af avancerede vakuumprocessor i bl.a. maskiner til fremstilling af halvledere, analyseudstyr til medicinalindustrien, coatingmaskiner til overfladebehandling, samt udstyr til rumfartsindustrien. Sens4’s produkter sælges og distribueres globalt til 33 lande.


Kontakt

For spørgsmål eller uddybende kommentarer, kontakt direktør Ole Wenzel:


Email: ​ole@sens4.com

Telefon: ​6055 1040